Konkurrenceloven § 8
Konkurrenceloven.
Lov nr. 370 af 10. juni 1997, jf. lovbekendtgørelse nr. 360 af 4. marts 2021, som ændret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 og lov nr. 638 af 11. juni 2024Kapitel 2. Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.§ 8
Forbuddet i § 6, stk. 1 , finder ikke anvendelse, hvis en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder
1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varer eller tjenesteydelser eller fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling,
2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,
3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål, og
4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter anmeldelse fritage en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder fra forbuddet i § 6, stk. 1 , hvis styrelsen skønner, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om fritagelse efter stk. 1 kan indgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Styrelsen fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige anmeldelsesskemaer, og om indsendelse af en ikkefortrolig udgave af en anmeldelse.
Stk 3. Afgørelser efter stk. 2 skal angive, for hvilket tidsrum fritagelsen gælder. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.
Stk 4. Efter anmeldelse kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forlænge en fritagelse, såfremt styrelsen skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.
Stk 5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at behandle en anmeldelse efter stk. 2 eller stk. 4 , hvis aftalen m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.
Stk 6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse efter stk. 2 eller stk. 4 , hvis
1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt,
2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår eller
3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.
Vil du læse videre?
Få 14 dages prøveabonnement på Jurabibliotek - Lovgivning.
Gratis prøveabonnementHar du allerede købt adgang? Log ind her